Fokus på unge – Iværksætteri og entreprenørskab…

af | 29. dec 2010 | Nyhed

Vi har valgt at være hovedsponsor for ZBC Handelsskolen Sjælland Syds studietur for 2. HHX’ere til Dublin i marts 2011. Det sker med baggrund i, at vi mener at de økonomiske rammer for studerende til undervisningsmaterialer, studiemiljøer og studieture og skabelse af iværksætteri og entreprenørskab er meget begrænsede.

I min egenskab af formand for Young Enterprise Storstrøm – en forening til fremme for iværksætteri og entreprenørskab blandt unge mennesker i Region Storstrøm – ser jeg resultatet af dette. Fokus på iværksætteri og entreprenørskab skal prioriteres således, at lysten og evnerne hos unge mennesker til at skabe egen virksomhed – og dermed skabe grobund for vækst og nye idéer – øges.

I Young Enterprise glæder vi os over de mange medlemsvirksomheder som allerede bakker op om Young Enterprise Storstrøm og vi kan i foreningen sagtens bruge mange, mange flere virksomheder som kan og vil støtte dette vigtige arbejde. Medlemsskabet er ikke særligt dyrt, men har en stor betydning for de aktiviteter som foreningen kan igangsætte for de unge mennesker.

Vi vil gerne have så mange medlemmer i Regionen som muligt. Kontakt mig derfor på telefon 56 29 72 36 eller vores næstformand uddannelsesdirektør Ann Descroix på ZBC i Vordingborg på telefonnummer 55 78 88 04, hvis du vil høre mere om mulighederne for medlemsskab af Young Enterprise Storstrøm og dermed synliggøre din virksomhed som en virksomhed, der fremmer iværksætteri, selvstændighed og entreprenørskab i Regionen.